​Sally Xenia Christensen

Sally arbejder som glasdesigner og -kunstner ud fra en eksperimentel tilgang med paradokset mellem kontrol og tilfældighed samt traditionelle og digitale teknikker i søgen efter nye udtryk.

Hun er uddannet fra Kunstakademiets Designskole samt Surrey Institute of Art and Design i England og har opbygget omfattende erfaring fra glaspusterier og værksteder i Norge, Storbritannien og Spanien. Hendes værker er blevet udstillet på en lang række kulturinstitutioner i Danmark.

Omdrejningspunktet for Sallys arbejde har i de seneste år været integrationen af ​​digitale værktøjer inklusiv 3D-programmer, CNC fræsning, 3D print og vandskæring i de traditionelle designteknikker. Herved opnås et andet udtryk i glasset ligesom feltet for glashåndværk udvides. Ved at udføre halve processer efterlader de digitale værktøjer spor, som har lighedstræk med sporene fra manuelt arbejde. Resultatet er et anderledes æstetisk udtryk, der fungerer som en hybrid i dialogen mellem de digitale og de traditionelle teknikker. Sallys Hybrid-serie vandt Kunsthåndværkerprisen af 1879 i 2013 og Håndfuglen-prisen for Bedste nye produkt i 2014.

I eksperimenterne med brug af digitale værktøjer til at skabe nye udtryk i glasset har Sally også fanget et flygtigt fænomen som lyd i sine Soundscape-værker. Her har hun blæst former ud fra lydbølger af stemmer og andre lyde, hvor nogle ledsages af deres tilhørende audio. Værkerne blev udstillet på Glasmuseet Ebeltoft og Grønbechs Gård, Bornholms Center for Kunsthåndværk, 2016-2017. Udforskningen af ​​nye metoder til at transformere flygtige fænomener til glas og fortolkende værker er et tilbagevendende tema i hendes arbejde og i de fælles kreationer på glasværkstedet BLÆS.

facebook logo​    instragram logo