Internet Explorer understøtter ikke denne side. Anvend i stedet Edge, Chrome, Safari eller Firefox.

Reffen er åben!! - BLÆS er åben, november mandag-onsdag: 10-16, torsdag-søndag: 12-19. December mandag-søndag: 12-19.

Jette Noa Liv Bøge

Jette finder inspiration til sit arbejde med glas i naturen og gennem indtryk fra forskellige dele af verden, hvor hun gennem flere år har studeret, arbejdet og rejst, herunder Singapore, Storbritannien, Island og Australien.

Jette fandt sin interesse for glas på Engelsholm Højskole efter at have arbejde med keramik. Hun forfulgte denne interesse i London, hvor hende og Sally mødte hinanden. Som færdiguddannet fra Kosta Glass School i Sverige startede hun sit eget værksted i Hobro og har også assisteret anerkendte glaskunstnere over hele landet samt i Island og USA. Jettes værker har været udstillet på kulturinstitutioner og ved arrangementer i både Danmark og Sverige.

​Jette udvikler sine designs ud fra en funktionel og pragmatisk tilgang med variation mellem stringente og mere organiske former. Med vægt på det enkle bruger hun naturens egne strukturer og former fra eksempelvis træer, sten, blomster, nødder, farvesammensætningen i dyrepels. Hun arbejder også med aftryk i glasset, hvor forskellige objekter efterlader strukturer og spor som et særpræg. Hendes hængevaser kombinerer glas med naturmaterialer som læder og strandfund. Hendes populære serie af optikskåle og -vaser med diamantformede facetter skabt med messingforme er et eksempel på hendes moderne og eksklusive brugskunst til hverdagen.

Efter en pause fra kunsthåndværket har Jette genoptaget sin lidenskab for glas og bygger videre på en bred erfaring og indsigt med nye udtryk i BLÆS-samarbejdet.